Historie
Lindevej 12 blev bygget i 1898 som privat bolig til direktøren for det daværende bryggeri, der lå på hjørnet af Lindevej og Vestergade. Huset blev senere overtaget af sagfører Lind, som privat bolig og kontor.
I 1936 købte fysioterapeut Johannes Kristiansen huset og i den ene halvdel af huset indrettede han klinik med navnet “Lysbadeanstalten”. Her kunne byens borgere få dampbade, karbade, lyskasse-behandling, kulbuelys og massage. I den anden halvdel af huset var der fortsat sagførerkontor, nu med Lind junior.
Førstesalen i huset blev udlejet som enkeltværelser og i underetagen havde han, med direkte udgang til haven, sin private bolig.
I starten af 50-erne fik huset en tilbygning, der blev indrettet flere kontorer og garagen mod syd blev bygget om til en fodklinik.
Fra 1953-1958 blev “Lysbadeanstalten” drevet af fysioterapeuterne Jørgen og Edel Lassen
I 1958 købte Sven Olov Sjöberg “Lysbadeanstalten” og den fik senere navnet “Lindevej Fysioterapi”. Frisør Flemming Kaae havde i 34 år frisørsalon i de tidligere sagførerkontorer.
I 2013 gennemgik klinikken et generationsskifte og blev overtaget af søskendeparret Nils Erik og Birgitte Sjöberg. Klinikken fik nu til huse i hele stueetagen og ændrede navn til “Lindevej Fysioterapi og Sundhedsklinik”.
I 2025 solgte søskendeparret Nils-Erik og Birgitte Sjöberg klinikken til fysioterapeut Jakob Martin Karlsen med overtagelse pr. 1. maj 2025.
